Magi og Den Anden Verden

af marco_hanuman, the blogger

Hvad er problemet med udøvelsen af magi? 



Svaret er muligvis enkelt og indlysende. Kirkefædrene har et svar på det, som er værd at meditere over. Det er stort set det samme svar, som vi finder i den indiske tradition om siddhies, overnaturlige evner, beskrevet bl.a. i Patanjalis Yoga Sutras. På trods af deres mange fysio-psyko-spirituelle øvelser, der som sidegevinst er i stand til at udvikle visse evner, advares der imod at bruge dem. Hvorfor kan man ikke bruge dem, hvis de viser sig? Fordi de kan ødelægge dig og dine, og fordi det er uansvarligt.

Så hvad har kirkefædrene at sige om det? 

En hellig skikkelse, en helgen, der har fået adgang til at se ind i den anden verden, har fået det som en gave. Der er rakt ud efter ham eller hende fra den anden verden. Når den anden verden rækker ud og vækker de naturlige evner, som ligger latent i mennesket – måske i dets dna, hvem ved? - ydes der samtidig en beskyttelse. Kirkefædrene anerkendte dette, men samtidig sagde de: SØG DET IKKE! For hvis du søger det, udsætter du dig for manipulation fra væsner fra den anden verden, som du ikke er garanteret beskyttelse imod. 

Magikeren, kabbalisten, esoterikeren begærer adgang til den anden verden. Han tiltvinger sig adgang til den via sine ritualer og besværgelser, sine Grimoires. Middelalderen er fuld af den slags sort og for de fleste ulæselig litteratur, og noget af det stammer fra endnu ældre tider. Denne litteratur er shamansk i sin natur og handler grundlæggende om at åbne døre til den anden verden. Problemet er, at der ikke gives anvisninger på, hvordan man lukker dørene igen, så de står herefter pivåbne for evigt. Ud og ind ad dem vælter der sig energier, væsner, dæmoner, som den begærende ingen som helst kontrol har over. Muligvis har de ældste kulturer haft metoder til at lukke dørene, men disse synes at være glemt for eftertiden.  



Besat 
Kabbalisten, magikeren har ikke tålmodighed til at vente. Der er ikke rakt ud efter ham, han er endog en anelse fortørnet eller misundelig over at være placeret i køen hos sagsbehandleren i forkontoret til den anden verden, han beslutter sig for at tage sagen i egen hånd. Han har måske en pusher, der selv har skaffet sig adgang til opskrifter – litteratur, teknikker, metoder, viden – der kan speede det hele op og springe over gærder. Han glemmer, at når han først har en pusher, har han udsat sig for at blive pushed et sted hen, han ikke har bestilt. He will be pushed around at will.

Endnu værre bliver det med narkomanen. Han er lige kommet på sporet af et vidunderdrug, der lover omgående Stairways to Heaven. Han tiltvinger sig åbning af The Doors of Perception, og med mindre han er så heldig at være af en stærk mental konstruktion og et sundt sind – hvilket er usandsynligt, der er nok en grund til, at vedkommende er narkoman! - samt ydermere at have en vejleder og en åndelig støtte, har han åbnet en dør for resten af sine dage, hvorigennem det konstant ’trækker’. Folk med spontane klarsynede evner har scannet, hvordan narkomaner og misbrugere har et totalt gennemhullet energifelt, et beskadiget spirituelt immunforsvar, og i disse huller bor der ’væsner’, elementaler. Ikke at forveksle med en emmentaler, hvor der også er huller i. De kan ofte mærkes som dobbelte personligheder, der fx kommer til syne, når en person er tilstrækkelig stiv af alkohol. De fleste har mødt sådan en person. Det sker i løbet af en halv time, og vedkommende er ikke til at være i stue med og fremstår pludselig som … en øgle! Elementaler hænger meget ud i værtshuskulturen, og hvis man befinder sig meget disse steder, udsætter man sig for at slæbe dem hjem. De er umulige at slippe af med, med mindre man ved hvordan. Du kender dem måske netop fra værtshuset eller fra festen: klæberen. Du kan ikke slippe af med vedkommende. Du mærker de vampyriske, parasitiske slyngtråde væve sig ind i dig, og det føles ubehageligt. Det er her, du skal huske, at det var dit eget skjold, der var nede, da det skete. Du bad selv om det. 



De gamle kaldte det for besættelse. Fuldbyrdet besættelse som begreb er selvfølgelig reserveret en total overtagelse af en personlighed via et indtrængende væsen. Her taler vi om delvis indtrængen. De gamle modgik besættelse med uddrivelse. Det er i dag forbudt at bedrive eksorcisme, eller rettere, man kan blive hængt ud på det groveste, hvis man begiver sig af med den slags. Det har psykiatrien, medierne og den religion, der i mellemtiden har glemt, hvordan man gør, sørget for. Man er på Herrens Mark, så at sige, og kun hvis man er heldig nok til at løbe ind i de rigtige healere og klarsynede, med tilstrækkelig erfaring, kan man slippe af med sine følgesvende. 

En særlig modbydelig form for magi er den hi-tech-udgave, som visse forsknings- og efterretningsprojekter har udviklet i nyere tid. Igennem nøje studier af traumatiserede individer og hvad, de er i stand til med deres multi-personligheder, er man i stand til at udsætte folk for drugbaseret og psykologi-understøttet bearbejdelse af deres væsen, så de bliver kontrollerbare. Som én af deres personligheder, udfører de, hvad de får ordre på. Som en anden og mere normal, hvis man kan bruge det udtryk om dem, personlighed, husker de intet. Der sidder stadig et af disse MK-Ultra-forsøg fængslet for mordet på Robert Kennedy. Selvom han muligvis intet husker. Ingen har imidlertid fået lov til at interviewe ham. Man tager ingen chancer, for hvad nu, hvis han alligevel husker bare noget. Der er eksempler på, at disse operativ-personer har regenereret deres splittede psyke. 



MIN Vilje Ske 
Al magi er en viljesakt. Man udøver sin vilje i stedet for at anmode, at bede om opfyldelsen af et ønske. Det er ikke: Din Vilje Ske, som i bønnen, men Min Vilje Ske. Udøvelsen af vilje i form af magi tilsidesætter vigtige principper i en sund relation til den anden verden: taknemmelighed og ydmyghed. Hvorfor bede om noget i ydmyghed, hvis man med en viljesakt og spirituel-magisk selvtægt kan placere sig som Verdens Centrum. Det er, hvad magikeren gør i den magiske cirkel, med eller uden pentagram, der tegnes i sandet eller på gulvet. I viljesaktens stund er magikeren Universets Centrum og har ikke brug for at spørge om lov til at udøve sin vilje. Spørger Gud om lov til at skabe? Nej, vel… 

En magisk akt foregår uden velsignelse, uden nådegave. Det er et oprør og en forbrydelse mod universel lov. Jamen, findes der så ikke hvid magi, der er helt fin, og sort magi, der er ufin? Tricky spørgsmål, og jeg vil lægge ud med at svare afkræftende. Al magi overskrider grænsen for, hvad der er tilladt ifølge Universel Lov. Den sproglige forvirring forveksler ritualer og teknikker, spirituelle handlinger, med det formål at bringe sig i overensstemmelse med universel lov, med magi. Det kalder man så for hvid magi, men der sker en omdøbelse af styrkelse af det spirituelle immunforsvar til beskyttelse mod magi. Så spørgsmålet er efter min mening forkert stillet, hvorved svaret bliver af tvivlsom kvalitet.

De magiske skrifter taler altid om 'at binde det onde, før man kan gøre det gode'. For det første skal man relativere 'det gode' til 'til gavn for den udøvende magiker', altså, 'et gode for ...'. Dernæst er det netop definitionen på hvid magi, at man søger at binde de dæmoniske kræfter, mens døren står åben, mens man håber på at lukke den igen bagefter. Men det fremgår også tydeligt, at det hele er behæftet med stor usikkerhed. Så den eneste forskel på hvid og sort magi er, at sortemagikeren er fuldstændig ligeglad med at binde det onde først, eller siden, for løssluppetheden er selve formålet med magien.

 
Original illustration til Troldmandens Lærling, altså Goethes digt.
Et noget andet fravær af uskyld end en tegneseriemus.

Walt Disney forstod dette, da han skabte sit lille tegnefilmiske mesterværk 'Troldmandens lærling'. Lærlingen i skikkelse af Mickey Mouse låner hans hat og tryllestav og finder noget hokus pokus i den store bog = en Grimoire. Disney bygger på Dukas' symfoniske stykke programmusik fra 1896-97, ligesom resten af Fantasia bygger på klassiske musikstykker. Dukas bygger igen på et digt af Goethe fra 1797, den klarsynede digter, der havde dyb indsigt i menneskets uheldssvangre begær efter at trænge ind i den anden verden, jf Faust. Men selv Disney's version er temmelig uhyggelig, med alle de forheksede koste og vandspande, der ikke kan stoppes. Man kan ikke tale til en maskine, der er gået amok, ligesom man heller ikke kan tale fornuft og empati med en dæmon, for hvem empati er ikke-eksisterende.

Der sker selvfølgelig det, at lærlingen har glemt trylleordet til at stoppe sit makværk. Han har åbnet dørene til den anden verden og kan nu ikke lukke dem igen. 

Gråzonen 
Vi elsker alle sammen myten om den gode troldmand, Gandalf den Hvide, der før havde opereret i gråzonen. Billedet indeholder reminiscenser fra en tid, hvor der muligvis fandtes en viden om, hvordan man lukkede Opfattelsens Døre. Når Gandalf, en omskrevet Merlinskikkelse fra de arthuriske legender, agerer i Ringenes Herre, er det altid som modsvar til den anden verden's indtrængen i denne, gennem visse døre. Mordors døre åbner sig. Ringen åbner for den anden verden. Men det understreges samtidig, at ringbæreren herved påkalder sig dødsensfarlig opmærksomhed fra den anden verden, og at de små dumme hobbitter udsætter sig selv og andre for stor fare ved at gøre det. Det er kun ved genetableringen af naturlig lov, at dørene kan lukkes. Træerne ødelægger dæmningen og Sarumans uhellige underjordiske eksperimentarium oversvømmes, og så hører man ikke mere til ham. Ødelæggelsen af ringen, nøglen til den anden verden, ødelægger Saurons øje. Genoprettelsen af naturens lov sker ved indgriben af ørnene (ja, selv det mindste møl) og træerne og elverne, der alle repræsenterer naturens lov. Elverne er lidt af en tilsnigelse, for ifølge nordisk mytologi var de naturånder, elementaler, man skulle vare sig for. Så Tolkiens elver er romantiserede naturvæsner, der har lidt at gøre med de kilder, han ellers studerede, med flid. 


Der er noget, der tyder på, at de store krige, og måske især 2. Verdenskrig, var med til at åbne for en række portaler til den anden verden. Vi ved, at der både blandt kabbalister og okkulte nazigrupper blev eksperimenteret seriøst med diverse dør-åbneri. Det er med det i baghovedet bemærkelsesværdigt, at det menneskelige samfund i dag synes så … der er næsten ikke bedre beskrivende ord for det … dæmonbefængt! Vi lever i en usund (insane) verden. Vores ledere agerer, som om de var besatte. Ordet findes kun i en svagere betydning som ’besat af tanken om ...’, men alligevel antydes det, at noget væsensforskelligt fra det menneskelige er på spil. Vi behøver blot at tage et sæt briller på, der tillader os den anskuelsesvinkel: dæmoni er virkeligt, magi findes og udøves for at se det som sådan. 

Kun i erkendelsen af, at det er virkeligt og foregår, kan der dæmmes op for det. I stedet har udøverne af magi reddet på bølgen af rationalisme og materialisme fra Oplysningstiden, der fastslår, at magi ikke findes og derfor ikke foregår. Hvor bekvemt er det ikke? Rationalismen har forsynet dem med en sort skærm, et mørklægningsgardin, så ingen ser det foregå, hvorved de til enhver tid kan udføre benægtelse via påberåbelse af usandsynlighed (probable deniability) og skuldertrækkende latterliggøre folk, der hævder at have gennemskuet, hvad de har gang i.  

Science fiction med tilbagevirkende kraft 
Det er ved at være en kendt sag, at specifikt underholdningsfabrikken Hollywood og generelt den samlede underholdningsindustri, hvor en vigtig genre i dag er computerspil, opererer som forlænget arm for både efterretnings-uvæsnet og de magikere, der går under betegnelsen socialingeniører. Vi får gennem film og spil og musik noget at vide om, hvad der er foregået, hvad der foregår, og hvad vi kan forvente, at nogen har gang i at skabe. Vi bliver konstant opfordret til at gå et skridt videre i at åbne vore døre for den anden verden

Der er gang i et omfattende og på ingen måde bekendtgjort projekt, der handler om at skabe en ny tids menneske beregnet på en Ny Verdensorden. 

For at kunne skabe dette nye menneske, eller hvad de kalder den dehumaniserede cyborg eller det kollektiviserede stykke personel, de har i støbeskeen, kræves en nedbrydelse af det oprindelige menneske. Denne nedbrydelse har fundet sted i 250 år, og vi oplever et accellerando i processen for tiden. Hvad har det med magi at gøre? Fordi magi defineres ved radikal forandring af virkeligheden via en viljesakt. Det transhumanistiske projekt er netop sådan skruet sammen. Har de, der eksperimenterer med det menneskelige genom, spurgt naturen – og dens Skaber, hvis man er til den slags – om lov til at ændre ved dens byggesten? Overhovedet ikke! Hvis de uansvarlige, eksperimentelle teknokrat-håndlangere blot havde gjort sig den umage at læse, hvad gamle skrifter havde at berette om erfaringerne fra en tidligere civilisation engang i fortiden, og hvad de havde ud af den slags, ville de se ganske klart, at det ikke gik godt dengang. Det vil heller ikke gå godt denne gang. Det prometheuske projekt er dømt til at fejle igen. 



Måske skal vi anskue dem som små uartige børn, og måske har de netop studeret de gamle beretninger og tænkt: Det må vi da endelig gøre en gang til! Det skulle faktisk ikke undre. Vi kan også forestille os, hvis vi tillader os at tænke i meget lange tidsspænd, at ’legetøjet’ er blevet frataget legebørnene engang i fortiden. Der blev interveneret, og den teknologi blev fjernet, som blev misbrugt til destruktive formål. Ja, tak! så afleverer vi lige alt, der kan sige bang her … Og hvad gør alle børn, uartige eller ej, når der bliver nedlagt forbud? De tænker selvfølgelig uafladeligt på, hvordan de kan slippe af sted med at bryde forbuddet og få fingre i det, der i mellemtiden er blevet dobbelt så attraktivt. 

Hollywood forbereder os konstant for tiden på den magisk-transformerende virkelighed, hvor vi konstant bliver manipuleret og transformeret af myriader af væsner, troldmænd og -kvinder taget ud af en mellemting mellem en Fantasy-roman og et syretrip. Der sker en Harry Potter’ficering af børns og voksnes virkelighedsbillede. Jamen, vi ved da godt, at det er fantasi, og kan da sagtens skelne! Bullshit, I ved, at det er fantasi, samtidig med, at et stykke af jeres hjerner og bevidsthed inkluderer det som en mulighed. Det er, som at få serveret en ostemad med en skive ost ovenpå et stykke plastik, hvorunder der gemmer sig en antik ostemad. Først når du bider i den, smager du råddenskaben, og så har du allerede fået den i munden. 

Medlem af en familie (Rodham) med en lang tradition for okkult praksis. Hvilket forklarer noget om Clintonfamiliens forskellige ... tilbøjeligheder.

Det moderne Hollywood-eventyr er en sådan giftig servering. Vi konsumerer det, som små børn i den tro, at det bare er fis og ballade, mens det i realiteten er dyb alvor. Samme model betjener medierne sig af, med omvendt fortegn. Her er der byttet rundt på virkelighed og fiktion, og hvad vi får serveret som virkelighed, ER fiktion. Hvad vi konsumerer som virkelige nyheder, er FAKE NEWS, mens de for tiden spyr om sig med beskyldninger om fake news hos alle de, der er blevet trætte af at kysse røv på mainstream, og som tillader sig at bevare øer af sundhed i en verden af usundhed og øer af sandhed i en verden af usandhed. En dobbelt salto med halv skrue. Vupti-vupti, ingen så, hvad der skete, og nu har DU bolden! Men brugen af netop ordet fake er også ynkeligt og desperat, for mange har i dag gennemskuet, at mainstream-medierne er fake-upon-fake. Fisen, der lugtes kan, stammer fra de åh-så-forargede medier, med deres til lejligheden etablerede memes. 

Hollywood og musikfabrikken er meget til 'løssluppethed'.
Fællesnævneren, med deres dystre agenda og popludere, som Kali med tungen ud af halsen, er: menneskeofring.

Loven om dæmonisk interferens
Der findes åbenbart en primær lov for interferens fra dæmoniske væsner fra den anden verden. En fællesbetegnelse for disse er Djævelen, Satan, Lucifer, Mephisto, altså en personificeret fællesnævner. Loven siger, at disse væsner eller Dette Væsen ikke har adgang, med mindre de/det er inviteret. 

Dette dybe statement, som er hele præmissen for Goethes Faust og pagten med Djævelen/Mephisto aka den anden verden og de gyldne løfter om delagtighed i dens magt og særlige 'serviceydelser', spiller desværre bolden over på menneskets banehalvdel. Vi har selv åbnet Helvedes Porte. Nogle mere end andre, men ingen kan helt sige sig fri fra det ansvar. De elitære magikere har bevidst søgt magten, og vi andre tåbelige eksistenser har bevidstløst godkendt magten. 

Det er den dårlige nyhed. Den gode nyhed er, at en simpel tilbagetrækning af den tåbelige godkendelse hiver tæppet væk under magikerne. Her kan vi formulere en sekundær lov for interferens fra dæmoniske væsner fra den anden verden. 

Ligesom dæmoniske væsner har brug for godkendelse til at gå igennem døre til den menneskelige verden, på samme måde har magikerne, de påkaldende mellemhandlere for de dæmoniske kræfter, brug for godkendelse for at eksportere deres importerede dæmoni til et større publikum. 
Kodeordet er: godkendelse.

Den kollektive forbandelse
'Spell' på engelsk er fortryllelse, forbandelse (trylle, trold, træl). Spell er spil er spejl er ordets/stavningens magt. Kan du stave til det, har du magt over det, hvilket er et gammelt koncept. Kan du sige troldens navn, hæves fortryllelsen. Else, we are spellbound. Nysprog og bedragerisk tale er en form for sort magi. 

I magikerens viljesakt finder der en binding sted. Først af de dæmoniske kræfter, dernæst af naturens kræfter og endelig af andre mennesker. De bundne naturkræfter skal udføre arbejde for troldmanden. På det sæt kan man sige, at hele industrialismen er ét stort trolddomsværk, hvilket selvfølgelig er alt for bred en definition, men noget er der om snakken. Industrialismen er med den anskuelse et faustisk projekt. Goethe så hele den vestlige civilisation, som faustisk, og hans berømte roman er en cilivilisationskritik.

Der hviler en fortryllelse over civilisationen grænsende til en forbandelse. Vi lever midt i en magikers boble af illusion. Magi er illusion i den forstand, at vi reagerer virkeligt på det uvirkelige, jævnføre fake news, der har overtaget i de væsentlige dele af mainstream-medierne. Løsladelsen af dæmoniske kræfter kaldes for illusion - vi skal jo ikke tro, at det findes, vel? ... Desværre er det langt fra en illusion, og derfor gør disse dæmoniske kræfter dobbelt skade. 



Det er lykkedes for en ganske lille gruppe af mennesker gennem lang tid at forhekse resten af menneskeheden. Det er bestemt ikke et tilfælde, at herskere, konger og dronninger gennem tiderne har omgivet sig med magikere. Det berømteste eksempel er John Dee, Elisabeth I's hofmagiker og efterretningschef.

Konstellationen efterretning og magi er ganske interessant, for det er just sådan både Gestapo og CIA opererer. Efteretningerne er den mindste del af det, manipulationen med virkeligheden er selve hovedformålet, hvortil efterretning kun er et middel. Der berettes om, hvordan John Dee kontaktede de planetære elementaler kaldes archoner, der bl.a. beskrives i gnostisk litteratur. Legenden siger, at det lykkedes ham at komme igennem til dem og gjorde en beskidt aftale, der involverede udgydelsen af store mængder af menneskeligt blod til gengæld for ydelser fra den anden verden. John Dee er nærmest forstudiet til Faust. Legende eller ej, man må bare konstatere, at det Britiske Imperium, der danner sig i århundrederne efter Elisabeth, har været instrumental i udgydelsen af mere menneskeligt blod på Planeten Jorden end nogen anden institution i den menneskelige historie. 

Alle kender efterhånden billedet af Baal, den hornede gud.
Så her viser vi Tláloc, aztekernes paralel.

Eugenik, der er opfundet af briterne, er intet andet end menneskeofring. Abort af millioner og atter millioner af menneskefostre hvert år er intet andet end menneskeofring. Altså cmon, feminister, der er ikke årligt så mange voldtægtsofre, som legalisering af fostermord oprindeligt begrundes med! Der er noget andet på færde. Krig er intet andet end systematisk menneskeofring. Systemisk hungersnød er intet andet end menneskeofring. Vi taler og skriver med gysende forargelse om hedenske kulturer, der ofrede børn og unge kvinder til Baal, den kaananitiske guddom eller Tláloc, Aztekisk gud, begge krævende rituel ofring af børn. Antallet af ofre kendes ikke nøjagtigt, men uanset omfanget, kommer det ikke i nærheden af de uhyre mængder af menneskeliv, som archonerne ifølge beretningen forlangte af John Dee, et løfte, som Det Britiske Imperium med hele sit kyniske syn på resten af menneskeheden inklusive deres egen underklasse, har været mere end villige til at holde.

Hvor længe endnu kan vi opretholde denne tilsløring af, at noget meget gammelt og meget dystert er på spil i vor egen tid? Baal-kulten hører med andre ord ikke til blandt kaananitterne for 2000+ år siden, men findes lyslevende som en ubrudt tradition. Den eneste forskel er, at ritualerne ikke foregår i det åbne, men bag lukkede døre og nedrullede gardiner. Det gjorde de muligvis heller ikke i Baalbek, Libanon dengang, da det er svært at forestille sig menneskeofring som folkefestlige begivenheder. Men romerne, med deres import af alskens festligheder fra den imperiale sfære, dyrkede det helt åbent. I Colosseum blev slaver som gladiatorer flået levende af rovdyr som led i folkelig underholdning. Under den Franske Revolution var der ren folkefest under de offentlige guillotineringer. I Saudi-Arabien i dag er de ikke nået længere. Under Bosnienkrigen og den anden Irakkrig blev der transmitteret direkte fra monitors på bombefly og fra indrullende tanks i Bagdad som led i den folkelige underholdning, der kaldes nyheds-TV. 



Hvorfor ikke gå hele vejen, nyhedskanaler? Hvorfor viser I ikke billeder af børn i Aleppo, der bliver boobi-trappet af jeres 'moderate' oprørere og eksploderer i fjæset på syriske regeringssoldater, der forsøger at redde dem? Hvorfor viser I ikke direkte transmission fra bombenedslagene i et beboelseskvarter i udkanten af Damaskus? Hvorfor ser vi ikke, når de stakkels israelere, der er truet af alle deres naboer, ildbomber et slumkvarter i Gaza? Hvorfor så vi ikke følgerne af hvid fosfor blandt kvinder, børn og gamle mænd i Libyen? Hvorfor ser vi ikke, når nazisterne fra Kiev bomber løs i Donetsk? Det er jo Putin og russerne, der er onde, siger I, så hvorfor må vi ikke se de onde-onde ukrainere blive sønderbombet for anden gang siden Stalins Holodomor? Vi forlanger det, vi vil se det blod, vi har betalt skattepenge til at få lov til at udgyde sammen med vores godhjertede beskyttere, amerikanerne og den herligt angribende ikke-angrebspagt NATO! Vi føler os snydt! Vi vil kraftædeme se, hvad vores skattekroner går til, og det skal være nu!!

Dårlig spøg til side, for det er indlysende, hvorfor den egentlige krig og lignende virkeligheder er pakket ind i lyserødt propagandistisk og aldeles fortryllende medievat. Hvis folk blot én eneste gang så, hvordan krigen var, og blot én eneste gang forstod helt tydeligt, at de var blevet gjort medskyldige til dette perfide svineri, og at der altså var en direkte forbindelse mellem valg, de selv havde truffet eller ikke truffet, og valg, som deres ledere havde truffet eller ej, så ville fortryllelsen, den kollektive forbandelse ryste i sin grundvold, og der ville i løbet af kort tid danne sig et folkeligt krav om at standse det. Hvorefter det ikke ville være muligt igen - nogensinde.




Lad os lukke døren her. I det mindste er vi i stand til at lukke dørene i vores egne skriverier. Vi bestemmer hvor, hvornår og hvordan. Hvor befriende kunne det ikke være, hvis tidens sortemagikere blev sat for døren og blev hevet ved skægget ud af deres alkemisk-konspiratoriske laboratorier og udstillet som de svindlere, manipulatorer, pædofilister, menneskeofrere, satanister og illusionister, de er?

Sæt dem stolen for døren ved at hive tæppet væk under dem. 

Se en opfølgning i bloggen: Kulturforbandelsen.
 

Kommentarer

Populære indlæg