Det Musikalske Univers

af marco_hanuman, the blogger

Størrelsen af Solen i forhold til solsystemet er det samme som størrelsen af atomkernen i forhold til atomet.
- Professor i fysik, Dr. Hartmut Müller


Hvad Hartmut Müller siger er med andre ord, at der findes gennemgående logaritimiske forhold i Universet, der går igen i alle områder i både stort og småt. Implikationerne af et sådant udsagn er enorme. Det betyder, at fysikken og kosmologien nu vender tilbage til sit udgangspunkt hos inderne, grækerne, babylonerne og egypterne. Vi er tilbage til Pythagoras med hele ballasten på godt og ondt fra Oplysningstiden og den moderne videnskab men nu med en genforening med Corpus Hermetica, astrologien, alkymien, Harmonia Mundi og alt det, som blev skilt fra i Oplysningstiden, der i realiteten var en formørkelsestid, hvorimod det, der nu sker, er den egentlige Oplysningstid.

Universet er pludselig igen blevet musikalsk. Do-re-mi-fa-so-la-si-do – de hvide tangenter på klaveret - er Müllers ’Standing Wave of The Universe’. I begyndelsen var logaritmen. Kammertonen er bare ikke den göbbelske 440 hz men den barokke 432. J.S. Bachs musik fremstår i det lys som alkymistisk, noteret og organiseret jazz. Når man vokser op med den slags musik, bliver hjernen, nervesystemet og ens cellestrukturer gearet til at fatte Verden og virkeligheden i sin komplekse, paradoksale, transcendente og multidimensionelle form. Tidens musik derimod er éndimensionel, afstumpet, iboende og entydig og skaber skrumpehjerner og robotniks, der mener, at musik er deres projicerede fø-ø-øøølelsesliv ophøjet til spiritualitet. Den virkelige musik er en mikrokosmisk anti-projektions-download af makrokosmos.  

Kan det kun ske i den store klassiske musik? Nej, den findes i alle de oprindelige klassiske-folkelige Store musiktraditioner og hos de kunstnere, der seriøst har forstået essensen og dybden af disse. Men i den vestlige musikindustris produkter har der fundet en gradvis uddrivelse sted af musikalsk essens, så man som ung i dag kan befindes sig i en tilstand af ALDRIG at have hørt musik men udelukkende hjernevasker-lyddesign. Disse bygger – tag ikke fejl af det - på nøje studier af, hvilke frekvenser, der er mest invasivt-deskruktive i forhold til det menneskelige nervesystem på nøjagtig samme måde som teknokratiske designerdrugs, designer-kulte, designer-ideologier, designer-livsstile, designertøj, designer-seksualitet, designer-meningsdannelse, designer-social-media, designer-oprør, designer-terror, designer-smartgear – bare sig Apple … designer-whatever.  

Den Store Musik er ALDRIG hjernevasker-lyddesign. Den stiller til gengæld krav til lytteren. Den Store Musik lytter ydmygt (et aldeles utrendigt ord) til, hvad Universet fortæller musikeren, hvorved denne er nødt til at overskride / transcendere sit ego for at forstå og formidle sin universelle forbindelse. Hvilket ALTID kræver livslang intens træning indenfor traditionen og elevskab hos en mester indenfor samme tradition (tradition: noget der er så omfattende, at det ikke kan skabes indenfor én generation - deraf 'den store...').  

Hvad gør musikindustriens tempeltjenere og -inder? De forstår deres rolle eller chance i livet som et gigantiske scoretrick. Hvor meget pik-slash-fisse kan vi få ved at blæse vores egoer op på en scene, i hvilken grad af volumen, for hvor mange betalende publikummer, til hvor høj gage, i hvor lang tid inden … bandet går i opløsning? Og det på forhånd dødsdømte bands tilhængere og ’fans’ - forkortelsen for fanatikere, og hvor charmerende er det? - forstår deres rolle som hujen i salen, i portieren, backstage-frontstage, via iTunes, på mudder- og distortion-festivaller, med øre-pløkker overalt, hvor du går-cykler-kører-sidder-skider-knepper. Forskellen mellem fodbold-hooliganisme og musik-konsumerende publikum er nul.

Ægte musikalske mennesker er i stand til at bevæge sig i et flerdimensionelt tankerum. Hvad menes der med musikalsk? Det har for det første ikke noget specifikt at gøre med musik. Det har heller ikke noget at gøre med, om man er udøvende musiker eller ej. På den anden side behøver man ikke at være musikalsk for at blæse hjernen ud med et stykke banal rockmusik. Det stiller ingen krav til dig, og stenen skal nok selv sørge for at sparke dig i røven på off-beat 2 og 4. Skemaet er altid det samme. Taktarten er altid den samme, trommen spiller altid det samme, bassen understreger altid stortrommen. Lyrikken er som oftest så pubertær, at hvis man læste den op som et digt, ville man krumme tæer og tage en dyne over hovedet af skam-pinlighed. De samme formler findes i alle andre popgenrer, der bygger på grooves og loops (loop = det kører i ring og kommer ingen vegne). Når det først klicheen etableret, kører den linen ud, indtil industri-producenten bestemmer, at monotonien bliver for overtagende. Man kan bruge den slags pseudo-musik til alle former for baggrundstapeter, lyddæmpende effekter, kedsomhedsdræbende narcissistisk valium, påskud for ikke at tale med andre mennesker i offentlige transportmidler. Samme funktion som endeløst forbrug af Facebook og diverse sociale medier, hvor man flasher sit ego inden for de designede rammer for det endimensionelle rum.  

Det flerdimensionelle rum er uforklarligt, det kan kun opleves. Det kræver noget væsentligt af dets oplevere. Det kræver for det første aktiv lytning. Det kræver som udgangspunkt auditiv nysgerrighed og trangen til udforske og forstå noget, der ikke nødvendigvis er umiddelbart forståeligt. Det kræver tålmodighed for at musikken skal åbne sig – det er i virkeligheden dig, der åbner og danner nye nervebaner, hvorigennem nye frekvenser og mønstre kan finde vej. De allerfleste mennesker er for dovne og afstumpede og ønsker kun at blive bekræftet i det, de allerede har hørt til bevidstløshed. Folk går musikalsk i stå i puberteten, og 40 år senere er de ikke kommet videre. De går i graven som musikalske teenagere.  

Som exentrikeren Peter Bastian prøvede at lære os, så kan den rigtige musik være en vej ind et Univers, der rummer … ALT. Det er ikke for ingenting, at musikken hos grækerne og romerne var placeret næsthøjest i hierarkiet af videnskaber (Quadrivium). Grundlæggende er matematikken: tallene i sig selv. Dernæst geometrien, der er tallene i rum. Heraf al arkitektur og billedkunst. Dernæst musikken, der er er tallene i tid. Deraf musikalsk udøvelse, performing arts med timing, kronometri. Vi er allerede på vej til astronomien, der er tallene i rum og tid. Solstystemet og galaksen er musikalsk ordnet. Antikkens, middelalderens og renaissancens videnskabsmænd var ikke i tvivl om, at der fandtes en harmoni i det, som de kaldte for sfærerne, altså himmellegemernes baner. Men deres opfattelse af det fysiske Univers var ikke som efter Oplysningstiden en maskine støvsuget for bevidsthed. Universet var åndeligt, det var bevidst. Overtro og bullshit, og det var sørme godt, at Oplysningstiden indførte materialisme og rationalisme! Nå var det det? Her er vi tilbage til udgangspunktet: 
Størrelsen af Solen i forhold til solsystemet er det samme som størrelsen af atomkernen i forhold til atomet.  
Hvad Hartmut Müller gør, er at samle videnskaben op der, hvor den røg af sporet for 400 år siden. Han udtaler direkte: Der findes ikke materie uden ånd. Der findes ikke ånd uden materie. Universet er levende, det er organisk, det er skalerbart (som i det store, således i det små), det er bevidst, det kender og mærker sig selv. Universet er intelligent organiseret, endog uhyre intelligent, hvilket kræver EN INTELLIGENS. Det er organiseret musikalsk. Derfor kan Universet ikke forstås i form af et primitivt, materielt rock-groove på gen-tag-GEN-tag-gen-tag-GEN-tag … Tidens musik afspejler og bekræfter tidens stupiditet men tilbyder ingen vej ud af den. Tiden og dens ånd – eller mangel på samme - er skabt af designer-stupiditet, opstået af det gigantiske bevidsheds- og kultur-folkemord, som det mest gennemdesignede århundrede i menneskehedens historie bød på: det 20. århundrede.  

Senindustrialismen havde brug for sit eget groove. Post-verdenskrigs-bevidsheden måtte akkompagneres af lyden af en maskine. Musikken måtte blive en maskine, gen-tag-GEN-tag … og det tog blot et par årtier at etablere den. Nu er det blot sådan, at musikere er kreative individer og derfor svære at vride armen rundt på. De kan li’ at lege og overraske, og det kan ’man’ jo ikke have. Selv rockmusikken var for kreativ og reelt musikalsk Så det tog ca. 5 årtier mere at lamme deres legesyghed. I dag er vi så her, hvor det absolutte flertal af den ’musik’, der sprøjtes fra industrien ud i klangæteren er så maskinagtig stupid, at Operation Hjernelammelse kan melde om mission accomplished. Et markant flertal af den nuværende ungdomsgeneration er så musikalsk paralyserede, at de – sammen med deres kommunikative, visuelle paralyserethed og éndimensionalitet med garanti i deres levende liv ALDRIG vil være i stand til at udgøre nogen trussel mod etablissementet og dets kontrol over dem.

Tilbage er der fåtallet blandt flertallet. Jeg ved, de findes, og jeg har mødt dem. De har mit håb og min respekt. Jeg må igen konstatere, at de fra den nye generation, der er trænet i at forstå den Store Musik er de selvsamme personer, jeg gider at være i stue med, da de er i stand til at levere et kreativt, musikalsk og intellektuelt modspil. Det kan godt være, at deres forældre er fucked-up af det 20. århundredes ideologi- og musik-fordummelse – eller bare en af disse hvilket er nok – men der er stadig håb forude. Den Store Musik træner den flerdimensionelle hjerne. Den flerdimensionelle hjerne er den éndimensionelle hjerne totalt overlegen i størrelsesordenen 1:10.000.  

Lad 10.000 tumper rave løs i deres hjernedøde gentagelses-univers. Der skal blot en enkelt person med et levende indre til at modgifte summen af giftige gentagelser. 

Kommentarer

  1. Godt skrevet. Suplement: http://www.martinus.dk/da/kosmos/kosmos/1982/kos1982-11-203.php

    Hilsen Jan Schultz

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg